Min mand ligner nemlig en hængt kat hvis han ikke får sin nattesøvn og han bliver også en lille smule gnaven (det gør jeg sådan set også, nok mere end ham). Til gengæld er det ham der tager af bordet om aftenen, sætter ting i opvaskemaskinen og tømmer den igen, løfter tunge ting, skovler sne osv. og så det aller vigtigste; han står op med Alfred om morgenen, så jeg har alenetid i sengen. Den tid er bare guld værd og jeg glemmer desværre bare at fortælle ham hvor glad jeg er for den.
Nu er det også sådan at jeg ikke har brug for lige så meget søvn som han har og han har et job hvor der skal tænkes meget (han er biokemiker og er i gang med at lave phD) og jeg går herhjemme og passer børn, hvilket ikke kræver den helt store tankevirksomhed... endnu i hvert fald.
Men det sjove ved kommentarerne til klummen på jpn.dk, er at der er så mange mænd der virker enormt sure over det Julia har skrevet. Jeg går ud fra at de føler sig truffet, for ellers ville man vel være ligeglad, eller hvad?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar