lørdag den 19. juni 2010

Jeg vandt:-)

Jeg har vundet en fotografering hos Cirkusprinsessen på hendes blog Små Øjeblikke. Jeg glæder mig rigtig meget til at hun skal tage nogle billeder af Alfred. Ydermere glæder jeg mig til at møde hende, for vi var pennevenner da vi var teenagere, så nu må det være på tide vi ses:-)

torsdag den 22. april 2010

INDBRUD!!!

Der var nogen der prøvede at bryde ind i vores hus i nat. Jeg lå inde på gulvet hos Alfred, heldigvis, for så nåede jeg at høre at nogen brækkede i vinduet. Jeg skreg op, farmand kom løbende og tyven løb væk.

Det var godt nok noget af en skræmmende oplevelse, og jeg er ellers ikke så let at bringe ud af balance, men jeg rystede over det hele. Vi ringede til politiet og i første omgang sagde de at de bare ville sende en patrulje forbi for at se om tyven var i området, men det endte da med at de kom helt herind. De kom 3 betjente, der sjovt nok alle var fra jylland.

Jeg er her stadig

Kom lige i tanke om at det godt nok er længe siden at jeg har fået skrevet noget, men jeg har simpelthen ikke haft hverken tid eller overskud (det er nok mest overskuddet det har knebet med). For Alfred har været syg igen og igen. Han har haft lungebetændelse 2 gange i løbet af godt en måned, så nu har lægen konstateret at han har astmatisk bronkitis.

Heldigvis er han nu ved at være ovenpå, men han nåede da også at få mig smittet, så både farmor og mormor måtte i gang med at passe os. Min mor kom endda helt fra yndlingsøen, for det er altså bedst med ens egen mor når man er syg og kaster op. Farmand var ikke til megen hjælp, for han rejste til England den dag Alfred fik konstateret lungebetændelse. Han blev også væk lidt længere end beregnet, for der kom lige lidt aske i vejen for flyveturen hjem. Så han fik set lidt mere af europa end han havde regnet med;-)

Nu er hverdagen ved at være normal igen, så jeg passer børn på livet løs. Jeg burde også skrive nogle jobansøgninger, men jeg orker ikke rigtigt. Keg bliver dog nødt til det, for Alfred skal starte i vuggestue 1. august og så ville det jo være dejligt med et job, så jeg slipper for a-kasse og jobcenter.

fredag den 26. marts 2010

Mors dygtige dreng

Alfred er blevet så god til at spise selv med ske. I dag var det boller i karry. Kartoffelmosen med karrysovs blev spist med ske, mens kødbollen blev spist med fingrene. Jeg sad ved siden af og var næsten ved at tisse i bukserne af stolthed:-)

Det kan godt være at han ikke kan kravle eller er ret god til at rejse sig op ved møblerne, men han kan spise selv. Og så kan han stable 4 klodser, sætte en nøgle ind i et nøglehul og vrinske som en zebra (han har et klistermærke med en zebra på puslebordet og jeg har bestemt at sådanne dyr vrinsker). Nå ikke mere pral for i dag.

mandag den 8. marts 2010

Strikkeprojekt #1

Så fandt jeg ud af hvad næste strikkeprojekt skal være. Den bliver godt nok ikke grøn, men jeg havde noget blommefarvet garn der lige passede i løbelængde og pindstørrelse.

søndag den 7. marts 2010

HJÆLP!

Jeg har ikke mere strikketøj, hvad sker der lige for det? Alt er færdigt og nu sidder jeg helt frustreret og kan ikke finde ud af hvad næste projekt skal være. et kunne være jeg skulle strikke noget til mig selv for en gangs skyld, det går bare hurtigere at strikke noget til Alfred:-)

Jeg finder nok på noget, for det her holder jo ikke i længden.

fredag den 5. marts 2010

Krea, krea, krea

Så blev slip-overen til Alfred færdig, han bliver bare så fin!




Alfreds yndlingsspise: SMØR!!!

Pruttemanden har fået en yndlingsspise ud over bryst. Det er SMØR!!! Han elsker smør og bliver ved med at spise det til han ser helt kvalm ud. Jeg satser på at det er sundt og fodrer ham med det når han beder om det. Han trænger sikkert også til at blive fedet op efter al den sygdom. Det seneste på listen er lungebetændelse, som han fik konstateret i går.

torsdag den 4. marts 2010

Give away hos The Vintage Hausfrau

Slå et smut forbi The Vintage Hausfrau og smid et lod eller tre i puljen

onsdag den 3. marts 2010

Tanker i middagspausen

Har siddet og kigget lidt rundt på blogs (Alfred sover) og har i den forbindelse læst Julia Lahmes klumme om mænd og nattesøvn og de kommentarer denne har medført. Jeg synes også det er mega hårdt at det er mig der har nattetjansen, men efter lidt eftertanke har jeg fundet ud af at det er ok at det er mig der har den.

Min mand ligner nemlig en hængt kat hvis han ikke får sin nattesøvn og han bliver også en lille smule gnaven (det gør jeg sådan set også, nok mere end ham). Til gengæld er det ham der tager af bordet om aftenen, sætter ting i opvaskemaskinen og tømmer den igen, løfter tunge ting, skovler sne osv. og så det aller vigtigste; han står op med Alfred om morgenen, så jeg har alenetid i sengen. Den tid er bare guld værd og jeg glemmer desværre bare at fortælle ham hvor glad jeg er for den.

Nu er det også sådan at jeg ikke har brug for lige så meget søvn som han har og han har et job hvor der skal tænkes meget (han er biokemiker og er i gang med at lave phD) og jeg går herhjemme og passer børn, hvilket ikke kræver den helt store tankevirksomhed... endnu i hvert fald.

Men det sjove ved kommentarerne til klummen på jpn.dk, er at der er så mange mænd der virker enormt sure over det Julia har skrevet. Jeg går ud fra at de føler sig truffet, for ellers ville man vel være ligeglad, eller hvad?

tirsdag den 2. marts 2010

2. dag i mit nye liv

Så oprandt dagen hvor min barsel er slut, øv! Nu kan det virkelige liv begynde. Eller det vil sige at jeg skal gå hjemme nogen tid endnu og være dagplejemor for Alfred og hans ven Jonas. Det skal nok blive spændende, for det er fuld knald på Jonas og knap så meget knald på Alfred, og så sover de fuldstændig forskudt, men det må jeg se om jeg ikke kan vende dem af med.

Det med at være dagplejemor er allerede lidt af en udfordring. Af kommunen får man tvillingebarnevogn og forskelligt tilbehør til den og selvfølgelig bleer. Så skulle man tro at det kunne organiseres lidt, så alt kunne komme mere eller mindre på en gang, men sådan fungerer det ikke.

Barnevognen fik jeg i torsdags, og fordi jeg ikke har noget sted hvor jeg kan stille den ind skal jeg også have et regntelt til den. Det telt kom i dag, så nu har barnevognen stået ude i regn og sne siden torsdag, for telt og vogn kommer ikke samme sted fra.

Bleerne skulle også komme i dag, men de kommer så et tredje sted fra. Jeg blev ellers lige så glad da manden kom med barnevognstingene, for jeg troede at mig og Alfred kunne komme i legestue i kulturhuset i dag. Men nej. For nu skal jeg vente på at bleerne kommer, og når der bliver afleveret ting, er det nærmeste man kan komme et afleveringstidspunkt er et eller andet tidspunkt mellem 8 og 16. Det gør det så nemt at planlægge aktiviteter ud af huset:-)

Så må mig og pruttemanden bare hygge os herhjemme i dag, og det har vi jo prøvet før, så det skal nok gå godt. Det er sjovt, at når man ikke kan gå ud, så vil man ud, og når man bare kan gå ud, så gider man ikke rigtigt.

søndag den 28. februar 2010

Forår i Vanløse

Så blev det endelig forår






onsdag den 24. februar 2010

TRÆÆÆÆÆÆÆT!!!!

Alfred har sovet usandsynligt dårligt i nat, hvilket medførte at jeg kun kunne lægge mig rigtigt til at sove kl 2 i nat. Og så vågner han som sædvanlig hver anden time resten af natten indtil han vågnede rigtigt kl 7.20.

Det første jeg så sagde til min mand i morges var hvorfor han ikke havde givet Alfred det tøj på jeg havde lagt frem aftenen før og om han ikke synes det var dumt at tage sin eneste skjorte uden huller i på på arbejde når nu han bare skulle i laboratoriet hele dagen. Se det er bare en rigtig god start på dagen... eller ikke! Jeg fik heldigvis sagt pænt undskyld inden han tog på arbejde.

Det er bare ikke fair at man bliver så sur og utaknemlig når man mangler søvn. I stedet burde jeg jo være glad for at Alfreds far tager ham hver morgen så jeg kan få en halv til en hel time alene i sengen. Og grunden til at Alfred sover dårligt er at han hoster det meste af natten, så det er ikke engang fordi det bare er en dårlig vane at han vågner. Men jeg håber snart det bliver bedre med Alfreds nattesøvn!!!

tirsdag den 23. februar 2010

Endelig rask og tur til yndlingsøen

Så har mig og Alfred lige været en tur på yndlingsøen. Anledningen til at vi skulle derover var lidt trist, vi skulle til begravelse, men ellers turen var dejlig.

Alfred hyggede sig med mormor og onkel og nød i det hele taget den megen opmærksomhed. Han har været syg op til vi skulle rejse, han har haft mellemørebetændelse og da penicillinkuren var ved at være forbi havde han en hel dag med opkast og feber og dagen efter var feberen endnu højere. Og det skulle den jo ikke så gerne være når man får penicillin. Så det var afsted til læge og ørelæge, men nu går det meget bedre. Det springende punkt var da han fik zoneterapi, så gik det stærkt med at blive frisk. Det fik han om aftene mellem de to lægebesøg, og da ørelægen så på ham var der ikke rigtigt noget at se. Han så ud som alle andre snottede unger ser ud på denne tid af året. Så det var bare så dejligt!!!

Nu er der bare gang i Alfred hele tiden, det har hjulpet ham rigtigt meget at han endelig efter over 2 måneder er rask. Nu ka jeg ikke længere lade ham sidde på køkkenbordet mens jeg laver mad, for så kravler han ud over kanten. Så jeg glæder mig til at han selv kan rejse sig op ved ting, for nu vil han helst stå op ad mig hele tiden. Og ellers vil han have at vi skal gå rundt hvor han holder mig i fingrene. Og det gider jeg ikke:-)

Men som sagt, så havde vi en dejlig til Bornholm hvor vi også nåede at besøge oldefar, som kan huske hvad Alfred hedder. (Navne er ellers ikke hans stærke side) Og vi spiste svesketærte, Alfred var mest interesseret i at smuldre bunden, så der skulle støvsuges bagefter.

fredag den 12. februar 2010

Se hvor glad han er!!!

Søvnløse nætter

Som så mange andre småbørnsforældre er jeg træt, træt, træt! Alfred har været forkølet mere eller mindre hele december og januar og nu har det vist sig at han har mellemørebetændelse. Det er så synd for ham at han er syg hele tiden, for jeg kan mærke på ham, nu hvor han har fået penicillin, at al den forkølelse har bremset hans udvikling. Men nu er der ved at være gang i ham igen.

Et andet minus er at jeg ikke føler at jeg har sovet i 2½ måned. Ikke fordi jeg sov godt før, for Alfred er et af de børn der bare vågner hele tiden. Men puha jeg er træt nu! Heldigvis er Alfred en glad dreng, så et smil fra ham, gør at de søvnløse nætter næsten er glemt:-)

onsdag den 3. februar 2010

Postbuddet prikker på pakkerne #2

Så kom pakkeposten med hvad han selv mente var et par sko, og manden havde ret. Det var ovenikøbet nogle meget meget fine sko:-)
















Postbuddet prikker på pakkerne

Jeg tror at vi har verdens mest nysgerrige pakkepost, som altid skal kommentere det han kommer med. I går blev den nye bærbare leveret med et. "Nå der skal en ny maskine til?" Jeg kan ikke lade være med at svare på sådanne spørgsmål og begiver mig ud i en længere forklaring om at min mand computer pludselig ikke virker mere og at vi ikke kan undvære den, så derfor får jeg en ny min mand kan bruge mens den gamle er til reperation.
Hvis han ikke kan se hvad der er i pakken, så kommenterer han i stedet afsenderen. I december havde jeg været hos mine forældre og der var nogle ting jeg ikke kunne have med hjem i kufferten, så de sendte en pakke. Da han afleverer den, skal han lige læse op at det er fra Christensen i Rønne, hvortil jeg så siger: "Ja, det er mine forældre"

Det er ikke fordi det generer mig at han kommenterer, for det er meget hyggeligt at snakke med voksne mennesker når man er på barsel (og også ellers), det er bare lidt underligt. Men måske er det bare mig der ser ud som om mine pakker gerne vil kommenteres. Mit gamle pakkepostbud spurgte da han leverede en ny mobiltelefon om hvad jeg skulle med den gamle og om han måtte købe den til sin søn. Så jeg solgte telefonen for 100 kr til postbuddet.

mandag den 1. februar 2010

Svigermor

Jeg har lige haft besøg af min svigermor og selvfølgelig Alfreds farmor, som jo er en og samme person. Det var en rigtig hyggelig dag og Alfred hyggede sig med farmor. De spiste klejner, så på alt hans legetøj og tumlede. Jeg glæder mig til at farmor og farfar flytter herover fra yndlingsøen, så Alfred kan lære dem rigtigt at kende (og så har vi nogen til at passe guldklumpen).

Det er dejligt med gode svigerforældre!

fredag den 29. januar 2010

Onde cirkler

Gik lige forbi vasketøjskurven og opdagede at den snart er fuld. Hvordan er det sket? Jeg synes lige at jeg havde vasket helt i bund (det var i weekenden). Vasketøj er heldigvis ikke den ondeste cirkel jeg kan komme i tanke om, der er andre cirkler der er meget værre.

- Opvask: jeg hader at vaske op!!! Heldigvis er det min mand der gør det (vi har opvaskemaskine, men de skal jo tømmes, igen en ond cirkel)

- Rengøring

- Indkøb (er nu ikke så ond så det gør noget, det er vist bare mine planlægningsevner der ikke er hvad de kunne være)

Lidt ynkeligt at jeg ikke kan komme i tanke om flere onde cirkler, for der må være mange flere derude. Men det betyder vel bare at jeg ikke har så meget at brokke mig over og det er da en god ting:-)

Begyndelse

Hmm hvad skal man skrive når man som mig lige har startet en blog? Jeg har aldrig blogget før, men synes pludselig det kunne være spændende. Så nu må jeg se hvor det fører mig hen at begynde at skrive om mine tanker, mit liv og hvad jeg nu ellers kan finde på.